At lave terapi, undervise og spille musik kan umiddelbart virke som vidt forskellige ting. Men for mig er selve kernen i de tre ting den samme. Det handler om at være nærværende i en proces og i en relation til dem, der også deltager i processen.
I terapien er det nærværet i den terapeutiske proces og relationen mellem terapeut og klient. I undervisning er det nærværet i læreprocessen og relationen mellem lærer og elev. I musikken er det nærværet i det musikalske flow og relationen mellem musiker og publikum.
Når man formår at være fuldt til stede i disse processer, er man både sammen om processernes konkrete indhold – ord, handlinger, toner – og man er sammen om alt det usagte, som på et mere ubevidst plan hele tiden udveksles og cirkulerer i relationen.
Det er i denne proces, i dette nærvær, hvor forskellige nervesystemer så at sige bliver koblet sammen, og hvor der opstår en kommunikation og udveksling både på et bevidst og et ubevidst plan, at den terapeutiske samtale bliver til terapi, at undervisningen bliver til læring og at musikerens toner og rytmer bliver til musik.
Det er der muligheden for udvikling, forandring, nye opdagelser og læring opstår. Det er der jag synes, at jeg har en mulighed for at gøre en forskel. Det er der jeg synes, at det er spændende at være.