Efter mange års arbejde med specialundervisning har jeg tænkt på en ting, som ofte bliver overset, når man tilrettelægger og henviser børn og unge til specialundervisning. Og det er, at rigtig mange som skønnes at have behovet, ikke har det fordi de kognitivt har vanskeligheder ved at lære, men fordi deres læringevne bliver forstyrret og oversvømmet af tanker og følelser, som opstår i det ubevidste. Når det sker, er der ikke plads til bevidst læring.
Det bevidste og det ubevidste er begge med til at forme og bidrage til vores tænkning som helhed, men de er organiseret vidt forskelligt. Bevidstheden er organiseret i kasser og systemer, mens det ubevidste er organiseret i kæder og netværk af associationer.
Stort set al undervisning i vores skolesystem er tilrettelagt så, at den fint tilgodeser, understøtter og kommunikerer med den bevidst kognitive tænkning, men knap så godt med den underbevidste, associative, ofte ordløse og kropslige tænkning.
Hvis man vil i dialog og samklang med det ubevidste, hvilket er ønskeligt i al undervisning, men absolut nødvendigt i specialundervisning, er man nødt til, at tilrettelægge undervisningen ud fra de samme mønstre, som det ubevidste organiserer sig efter. Man er nødt til at starte der, hvor kommunikation og samarbejde er muligt, og derfra trække trådene til bevidsthedens kasser og systemer, når der er kommet ro og orden i de ofte kaotiske og uoverskuelige associationskæder.
Det bedste redskab til det arbejde, som jeg kender, er æstetiske læreprocesser. Ved at brugen naturens og kunstens anatomi og redskaber kan man skabe et læringsrum, hvor de to former for bevidsthed samarbejder og udvikles.
Jeg udbreder gerne kendskabet til den æstetisk funderede pædagogik i form af foredrag, kurser og workshops.