Begrebet kreativitet bliver brugt i mange sammenhænge og defineres på mange forskellige måder. Sprogligt betyder kreativitet at skabe noget. Som f.eks. at komponere et stykke musik. Ordet komponere stammer fra latin og betyder at sætte ting sammen. Og det er for mig kernen i kreativitet.
At være kreativ er, at have evnen til at samle indtryk, viden og erfaringer, og at sætte alt dette sammen i et nyt udtryk eller en ny kontekst. Så enkelt er det, både i det store og i det lille. Når billedkunstneren Asger Jorn sagde, at lediggang er roden til al kunst, mente han ikke, at kunst kommer ud af at lave ingenting. Men han mente at kunst og kreativitet kræver tid og et særligt rum, hvor man kan koncentrere sig om, at samle sin viden og kunnen i en form og et udtryk. Det rum har mange svært ved at finde i dag.
Den kreative evne er ikke bundet op på en bestemt profession, udtryksform eller samfundsposition. Men vi har det jo med at tale om kreative fag og kreativitet som noget særligt og særskilt. Som noget, der for nogen i det moderne produktions- og informationssamfund, er overflødigt og sagtens kan undværes, og for andre er selve meningen med livet. Sandheden ligger, hvis den findes, selvfølgelig et sted midt imellem.
Kreativitet er en uundværlig ting i al udvikling, hvad enten det gælder personlig eller samfundsmæssig, kunstnerisk eller naturvidenskabelig udvikling. Det har intet med fag at gøre. Hvem var mest kreativ? Det menneske der fandt på hjulet, musikken til “Don Giovanni”, antibiotika, sygesikring, krudt og kugler, dampmaskinen, computeren, internettet eller Facebook?
Der er ingen tvivl om, at kreativitet er stærkt forbundet med de store genier, opfindere og kunstnere, som vi kender fra vores fælles historie. Men genialitet er ikke en forudsætning for kreativitet. Alle kan være med til at skabe, konstruere og bygge op. Intet bidrag er for stort eller for småt. Det er her den virkelig store kraft, i det vi kalder kreativitet, ligger.
Det er det, jeg prøver at fortælle og inspirere andre til med de små kreative projekter jeg laver, med min undervisning og andre former for vidensformidling.
Kreativitet skal være en integreret del i vores samfund, uddannelsessystem og arbejdsmarked. Det skal ikke gemmes eller spares væk. Den skal tages alvorligt, som den naturlige og uundværlige del af vores liv og udvikling, den reelt er.
Kreativitet er den samlende og konstruktive kraft, som kan være være en modvægt mod alle de destruktive og splittende kræfter i verden.
Kreativitet giver håb og livsmod.
Som guitarist og musikpædagog tilbyder jeg guitarundervisning. Jeg tilbyder også undervisning og formidling omkring kreativitet i en mere bred forstand, og hvordan man kan bruge sin kreative evne både personligt og professionelt.
